HVORNÅR SKAL JEG
HAVE REJSEFORSIKRINGER?

Det gule sygesikringsbevis

Det gule sygesikringsbevis kender vi alle. Det bruger vi når vi går til læge, tandlæge og så videre. Men det fungerer også som en offentlig rejsesygeforsikring. Er du et sted i Europa og du indenfor den første måned af ferien bliver syg, kommer til skade eller nogen dør i din familie dækker det gule sygesikringsbevis udgifter til medicin eller behandling. Du skal huske at gemme dine kvitteringer for det du har betalt - så får du dine udgifter refunderet når du kommer hjem.

Du skal være opmærksom på, at hjemtransport ved sygdom eller tilskadekomst kun er dækket, hvis du rejser i Norge, Sverige, Finland, Island, Grønland eller Færøerne, og så skal den være ordineret af en læge. I andre lande må du selv betale. Ved død er hjemtransporten dækket i hele Europa.

Du skal være opmærksom på, at det gule sygesikringsbevis ikke dækker, hvis dit ophold er arbejdsrelateret, og du bliver syg eller kommer til skade. Hvis du skal arbejde, mens du er ude at rejse, så skal du tegne en heltidsulykkesforsikring.

Det blå sygesikringskort

Det blå EU sygesikringskort dækker udgifter i forbindelse med al nødvendig medicinsk sygehjælp på rejser og ophold op til 1 års varighed i EU, Schweiz, Norge og Island.

Det særlige ved det blå kort er, at det dækker, hvis dit ophold er længere end 30 dage og hvis dit udlandsophold er delvist eller 100% arbejdsrelateret. Desuden dækker kortet, hvis du lider af en kronisk sygdom, og du på forhånd ved, at du kan få behov for behandling.

Rejseforsikring

Med en rejseforsikring, kan du få hjælp 24 timer i døgnet, hvis du bliver syg eller kommer til skade, eller hvis du mister din bagage, får du erstatning. Tegner du en rejseforsikring er du også sikker på, at du kan komme hjem, hvis du er uheldig og ødelægger dit korsbånd på skiferien eller brækker dit ben. Hvis du rejser udenfor Europa, er en rejseforsikring endnu mere nødvendig, for uden en forsikring skal du selv betale læge, medicin og evt. hospitalsophold, og det kan hurtigt koste rigtig mange penge. Bemærk, du er kun dækket, hvis det er ferie - altså ikke arbejdsrelateret. Hvis du skal arbejde, mens du er ude at rejse, så skal du tegne en heltidsulykkesforsikring.

Du skal også være opmærksom på, at hvis du under din rejse fx skal udøve professionel sport, bestige bjerge, springe i faldskærm eller måske dykke med særligt dykkerudstyr, så skal du tegne en tillægsforsikring.

Husk i øvrigt altid at tjekke dine forsikringsbetingelser nøje, for det er forskelligt fra selskab til selskab om fx bagage er dækket uden for fx EU.

Arbejde i udlandet

Hvis du skal arbejde under dit udenlandsophold, skal du sørge for at sikre dig, at din forsikring dækker i tilfælde af sygdom. Hvis du har en privat ulykkesforsikring, så er det en god idé at sørge for, at det er en heltidsulykkesforsikring. For så dækker den også, hvis du kommer ud for en ulykke på dit arbejde. I særlige tilfælde kan det være, du skal have en tillægsforsikring, fx hvis dit arbejde er risikofyldt eller på anden måde falder udenfor de almindelige forsikringsregler.

Kom ind til os, vi vil gerne hjælpe dig med at sammensætte de forsikringer, du har brug for, før du drager ud i verden. Klik i højre-menuen for at bestille tid til en snak med en af vores bankrådgivere.

René Gramm Jeppesen

63715066

Mads Brandt Mondrup

63413252