HVILKEN TYPE
BETALINGSKORT?

Det er efterhånden sådan, at du kan bruge betalingskort i næsten alle butikker. Kortene er samtidig praktiske, fordi du slipper for at gå rundt med lommerne eller pengepungen fuld af kontanter, og så er et betalingskort fuldstændig uundværligt, hvis du er vild med at handle på internettet - købe det nyeste musik på itunes, shoppe på trendsales eller købe togbilletten direkte fra din magelige sofa.

Her får du lige en kort rundtur i betalingskort…

Hævekort

Med et hævekort kan du hæve penge i bankens afdelinger og pengeautomater.

Dankort

Med et Dankort kan du både hæve penge i banken, i pengeautomater, i butikker og mange steder på internettet.

Visa/Dankort

Med et Visa/Dankort kan du betale som med et Dankort, men du kan desuden både betale med det og hæve penge i pengeautomater og banker i udlandet - og ikke mindst kan du bruge det til at købe med på udenlandske hjemmesider. Du skal bare lige huske at tjekke, at Visamærket er vist, før du handler eller hæver.

Mastercard

Et MasterCard er et internationalt kreditkort, som du kan betale med stort set alle steder i udlandet - butikker, restauranter, hoteller og på internettet. Du kan også hæve penge på det i pengeautomater og banker i udlandet.

Kontokort kontra kreditkort

Der er forskel på at have et kontokort - hævekort, Dankort og Visa/Dankort - have et kreditkort, som fx et MasterCard. Et kontokort hænger direkte sammen med din bankkonto. Det vil sige, at når du hæver penge, trækkes de straks på din konto. Et kreditkort er til gengæld et lån, hvor pengene er sat ind på et plastikkort. Når du hæver penge på kreditkortet, bruger du af dit lån, der skal betales tilbage på et tidspunkt.

Gode tips:

PIN-kode
Der hører en personlig, hemmelig kode til hvert betalingskort - uanset type. Du skal bruge pinkoden, hver gang du bruger kortet i en betalingsautomat i butikker eller hæveautomater i banken.

Lær pinkoden udenad; du må fx aldrig have en lap, hvor du har skrevet din pinkode sammen med dit betalingskort. Ellers er en pinkode-husker en rigtig god idé. Den følger automatisk med, når du får tilsendt dit nye kort. Og mister du huskeren, kan du altid få en ny i banken.

100% personlig
Det er vigtigt at huske, at din pinkode er meget personlig. Det er en meget dårlig idé, at oplyse din kode til andre, for du ved aldrig, om den ender hos en person, der ikke har skrupler over at udnytte den, og malke din konto for penge. Så lad dig aldrig friste til at indvie andre i dine 4 hemmelige tal, hverken på mail, facebook eller andre steder.

Glemt koden?
Hvis du glemmer din kode, er du nødt til at bestille et nyt kort i banken.

Mistet kortet?
Hvis du mister dit kort, skal du sørge for at få kortet spærret, straks du opdager det. Det gælder for alle dine kort. Derfor er det en god idé at samle alle de telefonnumre, der kan spærre dine betalings- og eventuelle kreditkort på ét sted.

Får du brug for at spærre dit kort, kan du altid ringe til banken i åbningstiden eller til PBS - dem kan du træffe 24 timer i døgnet/året rundt.

  • Dankort, Visa/Kort og Visa Electron
    - ring: 44 89 29 29
  • MasterCard, Maestro, Visa og American Express
    - ring: 44 89 27 50

Handel på internettet
Det er vanvittig populært at handle på internettet. Det er praktisk, fordi du kan gøre det, når som helst på døgnet, og du kan i fred og ro surfe rundt og sammenligne priser. Men i takt med at populariteten stiger, dukker der bekymringer op som: Sælgers brug af oplysninger om mig!, Er det nu sikkert, at købe på nettet? Hvad gør jeg, hvis varen ikke bliver leveret? - og meget andet. På dette site er der nogle rigtig gode tips til, hvordan du handler sikkert på nettet:

"Sikker handel på internettet"
http://handelsikkert.dk/handel_sikkert.htm

e-mærket

Som en ekstra gardering kan du kigge efter det særlige e-mærke på den hjemmeside, du overvejer at købe fra. Hvis dette symbol er på hjemmesiden, så ved du, at virksomheden lever op til kravene om tryg og etisk forsvarlig handel på nettet. Mere end 600 hjemmesider er i dag godkendt med e-mærket.

Mads Brandt Mondrup

63413252

Catrine Mortensen

63413245